24.2.2022:
Rusland angriber
Nattens russiske angreb ligger en tung dyne over de finansielle markeder med faldene aktier og renter, mens olie og USD styrkes. Vi anbefaler stadig at sidde på fingrene og IKKE foretage ændringer i sine investeringer på baggrund af geopolitisk uro.
Rusland trækker våben og angriber Ukrainske flyvebaser og militærenheder hvilket ser ud til at være åbningen i en nu militærkonflikt. Det rammer de finansielle markeder hårdt med fald på 2-3 % i aktierne hvor Europæiske aktier rammes hårdest. Det kommer som bekendt ovenpå en hård start på året hvor aktierne i forvejen var drattet 10 % for flere indeks vedkommende.
Kigger vi på vores egen allokering observerer vi naturligvis udviklingen tæt, men konklusionen er for os den samme af flere årsager:
- Vores allokering er sigtet mod value og industriråvarer, som er elementer der kan blive positivt påvirket af konflikten. Rusland sidder tungt på en række essentielle råvarer, herunder olie som i nat krydsede 100 USD pr. tønde. Tages Rusland ud af spillet i form af sanktioner, kan bl.a. emerging markets, Kina og Australien få et løft, som vi alle er eksponeret mod.
- Vores mest sårbare allokering ifm. det russiske angreb, forventer vi bliver emerging markets allokeringen. Den udgør 3-9 % af vores samlede allokering, hvor Rusland udgør ca. 6 % af disse. De europæiske aktier kan samtidig ventes at blive sårbare på kort sigt, her har vi dog ikke nogen direkte allokering.
- Historisk har geopolitiske uroligheder været kortsigtede tendenser på markedet, det skrev vi om i sidste uge. Og selvom alle siger ”den her gang er det anderledes” er det det som regel ikke. Det så vi bl.a. med 9/11, Kuwaitkrigen, terrorangrebet ved Boston Marathon eller sidste gang Rusland invaderede Krim halvøen.
- Trods en mindre igangværende opbremsning er det makroøkonomiske billede uændret. Økonomien ventes altså stadig at ekspandere herfra og frem, og i nuværende skala ligner det ikke en russisk/ukrainsk krig kan ændre ved det. En potentiel flygtningestrøm mod Europa vil dog være et hårdt slag.
Vi følger naturligvis udviklingen tæt og vurderer løbende på vores allokering. Ved spørgsmål eller kommentarer kontakt os da endelig.